Kære Dorset
Alt vel? Nej vel.
Det forekommer mig, at mennesker der (ærligt) kan svare ubetinget ja til det spørgsmål enten er stærkt overmedicineret, eller også er de trådt ind i en eller anden udflippet sekt, der har hjernevasket dem.
Så sent som i går aftes var der en tidl. kollega, der startede konversationen (på telefon) med netop det spørgsmål: ”Alt vel?” Min første reaktion var, at sige: ”Fandeme nej. Jeg har lige skåret mig i fingeren i et forsøg på at åbne en dåse ansjoser, som jeg købte i Spanien. Det bløder som bare satan, og min sagesløse (i hvert fald i denne sammenhæng) mand har måtte tape mig sammen med kompres og metervis af medicinsk tape. Jeg er pisse irriteret, fordi det viser sig at de der ansjoser IKKE er rullet om en stor kapers og derfor ikke kan betegnes som sardeller. Jeg kunne ha’ købt tilsvarende ansjoser i Netto – endda i et glas – og derved ha’ undgået at skære mig.” Men jeg tog mig i det, dels fordi det nok ville være lige overdrevet nok og, fordi jeg derved kunne komme til at lyde som om, jeg både var overmedicineret OG medlem af en sindssyg sekt. Og så fordi det nok ikke lige var det den tidl. kollega gad høre om.
Jeg synes bare, det er en vild stor replik at lægge ud med: Alt vel? – ALT vel?!
Jeg foretrækker: ”Går det godt” eller – endnu bedre – ”Hvordan har du det?”
På det første spørgsmål svarer jeg typisk: ”Ja, efter omstændighederne.” På den måde har spørgeren jo mulighed for bagefter at stille et opfølgende/uddybende spørgsmål eller bare gå videre til det de i virkeligheden vil spørge om (det gør de fleste.)
På det andet spørgsmål (”Hvordan har du det?) svarer jeg fx: ”Jeg har det fint; men det går ikke så fint hele tiden. Her har spørgeren så igen mulighed for at stille et opfølgende/uddybende spørgsmål.
Jeg møder ofte en variant af ”Alt vel?” På skrift. Nemlig: ”Håber alt vel?” Hvilket som oftest betyder: Jeg håber det går godt. Jeg håber i hvert fald ikke, at det går skidt. Men hvis det gør, så gider jeg ikke høre om det.
Mange mennesker smider om sig med høflighedsfraser, hvor de inderst ikke mener det oprigtigt. I mange tilfælde er det fordi, de gerne vil ha’, at du spørger dem dem om det samme.
Jeg talte engang med en buschauffør, som var SÅ træt af at folk nærmest på autopilot ønskede ”god jul” fra den 7. til den 26. December. Og som han sagde: ”Det er jo de færreste, der mener det oprigtigt. Gid de dog ville gemme lidt af den høflighed til årets 11 resterende måneder og bare smile og evt. gi’ lidt øjenkontakt.”
Ude på Danmarks Radio er der en fyr, som har det bedste svar, når forbipasserende folk i hast (de må være på vej til kantinen eller på vej hjem – ellers går det næppe hurtigt på den institution) siger: ”Hvordan går det?
Han svarer konsekvent: ”Skidt, tak.”
99 ud af 100 smiler og går videre.
Kh
Bundsgaard