Kære Bundsgaard.

Nu er mine hundelufteture ikke kun pinagtige gammelmandsøjeblikke, hvor jeg siger ting som ”okkeja, ungdommen nu i dag”, eller ”skal far samle op efter dig?”

Nogle ture rummer øjeblikke af stor poesi, specielt de natlige. Som lørdag nat, hvor jeg passerede en døgnåben Netto. Det var som sådan ikke det poetiske øjeblik, snarere det modsatte. Men lige da jeg gik forbi, hvad jeg generøst vil betegne som ”butikken”, parkerede en lille, hvid Fiat på modsatte side af vejen. Ud af dette herlige køretøj steg fra passagersædet en herre, der med determination og en let vaklen begav sig over vejen. Hans gangart var et studie i mænd, særligt lettere påvirkede af slagsens, manglende evne til multitasking, når man så hans forsøg på samtidig at sætte det ene ben foran det andet, mens han optalte de herlige mønter i sin håndflade.

Jeg nød at se hvordan hans blik lyste op ved tanken om de herligheder, hans fem- og ti-kronemønter kunne skaffe ham, mens han målrettet zig-zaggede over Falkoner Allé. Lidt som når min hund bevæger sig i retning af en busk, der gemmer henkastet kebab.
Så kom jeg til at tænke over, hvordan han egentlig var blevet transporteret til dette slaraffenland af fuldemands-delikatesser, og kastede et blik ind i den parkerede Fiat. Dels skulle der jo helst ikke sidde en lige så beruset herre bag rattet (eller foran det – det ville være ekstra farligt), og dels var jeg sgu lidt nysgerrig efter at se, hvem der giver fulde folk et lift til natlige indkøb nu om dage. Og så sad der en ung dame bag rattet. Og jeg tænkte ”enten er det verdens bedste veninde, eller også en helt utroligt sød kæreste. Og uanset hvilken af de to, der var tilfældet, så kæmpede jeg med at forestille mig et scenarie, hvor en relativt spritpåvirket mandsperson, kunne overtale en ædru kvinde til at køre ham i Netto efter chips, forårsruller, guldøl eller hvad møntsamlingen i håndfladen ellers kunne strækkes til.

Var manden bare verdens bedste plageånd? En form for olympisk mester i ensidige, gentagne forslag? Eller havde han bare givet hende sit livs bedste aften, med festlige gangarter og konstant møntoptælling? Der forelægger selvfølgelig også den triste mulighed at de havde været kærester så længe, at den tur, han fik lørdag aften, nu gik til Netto og frysepizzaerne.

I så fald er det mest triste jo, at han virkede så begejstret. Med mindre han VAR “Doctor Oetker”?

KH Dorset.