Kære Bundsgaard.

Det er rigtigt at vi danskere som nation er fuldkommen besatte af vejret. Det er utroligt, de ikke har fået lavet et realityprogram, hvor varierende vejrsystemer bliver lukket inde i en hangar et sted, og så kunne seerne følge de meteorologiske forviklinger live. Det ville rydde gaderne mere effektivt end nogen haglbyge. Og vejrsystemerne ville sikkert være mere fornuftige i interviews end vores nuværende realitystjerner.
Man kunne kalde det ”Kändis med sky på” eller noget i den stil. (”Mit fede højtryk” ligger for tæt på en af de aktuelle genistreger, hvor folk i en svær situation tager imod livsråd fra kapaciteter som Frederik Fetterlein og Mascha Vang. Som at læse en modeblog med Carl-Marr Møller).

Man kan forsvare vores vejrbrok (ikke ”Min fede træner”!) med at vi er et af de lande hvor vejret svinger mest. Man aner jo aldrig, hvad man står op til, og der findes jo stort set ikke en dato, selv i sommerhalvåret, hvor det er sikkert at planlægge et ophold i det fri, med mindre man er hyllet ind i hele Spejdersports restlager.

Mere stoiske folkefærd havde måske bare kigget tavse ud af vinduet om morgenen, og så slugt den regnkolde skæbne, vejrguderne prakkede os på den dag, men jeg forstår godt hvis man undres over hvordan man fx i april den ene dag kan gå uden overtøj og dagen efter fryse, selvom man har allieret sig med sin tungeste vinterfrakke. Men jeg er helt med på at der er alt for meget brok over noget, som kun superskurke i sci-fi film har en chance for at ændre på – altså vejret.

Mit problem er nok bare at jeg selv er lidt af en vejrbrokker. Altså ikke af den ekstroverte slags, der pådutter tilfældige forbipasserende og sagesløse buspassagerer min utilfredshed med den meteorologiske situation, og dens manglende match med det af vejrudsigterne forudsagte. Jeg bander mere indædt for mig selv, mens ”klart og solrigt vejr” spanker mit ansigt med intens slagregn. Jeg tror, jeg har verdensrekorden for, hvor lang en sætning, man kan konstruere og samtidig overholde det krav at hvert andet ord skal være enten ”pisse-” eller ”lorte-”, pardon my danish…

Måske er jeg blevet en af disse relativt sjældne (vi ved jo ret beset ikke, hvor mange, der findes) introverte vejrbrokkere på grund af min far. Han har en rædselsfuld, brokhæmmende uvane med at være taknemmelig for al slags vejr, også på andres vegne. Sådan en regnbygernes Dalai Lama, der ikke accepterer nogen form for utilfredshed med de klimatiske forhold. Han kan se på en kvinde, der er på grådens rand over en bortskyllet havefest, og bare irettesættende konstatere at vi ”havde tre dejlige solskinsdage i maj”, som om det gør hendes velkomstdrink mindre vandet eller hendes gæster mindre forfrosne.

Én solskinsdag med et par toners fuglefløjt og så mener han ikke, man kan tillade sig at beklage sig over noget som helst vejrmæssigt resten af året. Han er vejrværternes (regn-)våde drøm, og var alle som ham ville deres job være noget festligere. Desværre har han ikke tv.

KH Dorset.