Kære Bundsgaard.
Nu frygter jeg at have efterladt det indtryk at der faktisk er områder af livet, jeg har et fint og brokfrit forhold til, og det kan jeg naturligvis ikke have siddende på mig.
Så jeg stikker straks en kroget og anklagende pegefinger ind i mit sinds koksgrå dybder, og trækker et emne frem, som jeg ved, jeg kan præstere mere muggenhed over end langt de fleste af mine modmennesker.
Det er næsten retro, for vi er ude i en gang mobilbrok. Altså ikke at jeg rykker mig, for det nægter jeg af princip, men brok over mobiler. Jeg agiterer ikke for at vi opgiver skidtet og vender tilbage til drejeskivetelefonen, om end den havde det meget charmerende træk at den ikke kunne slæbes med alle vegne. Eller, det kunne den jo godt, men der var ikke grund til at gøre det, med mindre man skulle besøge en familie, man vidste led af en akut mangel på brevvægte. (I så fald kunne sådan en jo være livreddende, hvis folk havde løse papirer liggende overalt og jordens rotation accelererede og sendte dem som projektiler gennem hjemmet).
Skydeskiven for min utilfredshed er ikke selve det fænomen at folk taler i deres telefoner. Det er vel nærmest mobilens formål. Man kan selvfølgelig undres over de oplysninger, folk føler trang til at dele med en fyldt togvogn, men det kan jo være, de er katolikker og har et afslappet forhold til syndsbekendelse? Men det kan da være helt underholdende sådan at blive udsat for en episode af Paradise Hotel som lydbog på en ellers begivenhedsløs togtur.
Det er mere lydstyrken, jeg brokker mig over: Efter at alle, specielt de yngre er begyndt at sværge til headset, så synes jeg der bliver råbt igennem i gadebilledet. Det lyder som om de har forhandlet sig til en form for rabat hos teleselskabet, forudsat de gør hovedparten af højtalerarbejdet manuelt.
Jeg antager det er en form for vindstøj, de er nødt til at overdøve, og det er selvfølgelig påkrævet, hvis man vil udøve uopsættelig telekommunikation i stiv kuling, men jeg er ved at gå til, når jeg konstant skal have mine, i forvejen sporadiske, tanker afbrudt af andre menneskers ligegyldige udgydelser.
Når jeg lufter min gamle, døve hund, i det, der burde have været en fredelig nattetime, kan man næsten være sikker på at man konstant kan høre en eller anden højtknævrende cyklist udbrede sig om de sociale dynamikker i vennegruppen, så det meste af kvarteret er med på at hans forhold til Linea-Sofie ikke har været det samme, siden hun skiftede studium.
Jeg aner ikke hvorfor de mennesker ikke tænker over at det findes en teoretisk mulighed for at deres råberi ikke interesserer andre end dem selv, men mit gæt er at deres tankevirksomhed er så begrænset at de ikke selv har noget, der kan forstyrres, men at de tvært imod foretrækker noget snak til at fylde det mentale tomrum.
Bare jeg havde haft min drejeskivetelefon med. Så kunne jeg overdøve dem når situationen opstår, ved højlydt at råbe ned i røret: ”Forbindelsen er MEGET, meget dårlig. Jeg kan slet ikke høre dig, 1974!”
KH Dorset.