Kære Bundsgaard.

Hvis vi havde samme hyperinflation i økonomien, som vi har i sproget, så ville vi sidde i en situation som Tyskland efter 2. Verdenskrig, hvor en kop kaffe kostede et bundt sedler, der kunne have tapetseret et rækkehus eller to.

Jeg kan ikke sige mig selv helt fri for ind imellem at bruge ”stress” som beskrivelse af banal travlhed, men jeg synes, det er en slags formildende omstændighed at jeg i det mindste har prøvet at have stress.

Når folk taler om sig selv, så handler det utroligt tit om hvor afsindigt betydningsfuld, man er, og hvordan man bliver revet i fra alle sider. Vi prøver at blæse vores egne bedrifter helt ud af proportioner, så man dårligt kan hente sin mosters puddel hos hundefrisøren uden at fortælle hele Facebook, hvor travlt man har i sin egenskab af ”Pet Fashion Logistics Manager”. Og så er det tilmed kun et bijob, oveni travlheden som ”Independent Costumer Experience Optimizer”, eller hvad man nu kalder en person, der klager meget over betjeningen i Supermarkeder.

Den dér konkurrence i at have det hårdest, kan være en af årsagerne til at sunde og raske mennesker nasser på alvorlige lidelser. Måske skulle man gå med på den, næste gang nogen omtaler sig selv som stressede? Ringe til deres chef og sygemelde dem, fx?

Men jeg tror egentlig at den væsentligste grund til at folk omtaler sig selv som ”deprimerede” når de endnu engang har haft en weekend uden lottogevinster eller henvendelser fra Ordenskapitlet er det absurde opmærksomhedsbehov, der hærger nationen. Og ja, det KAN meget vel være en af de mest selvmodsigende sætninger, der nogensinde er skrevet på en blog, men det er jo helt vanvittigt som folk opfatter verden som en form for råbekamp om taletiden, tit helt uden at have det mindste på hverken hjerte, eller andre organer.

Retten til at blive hørt virker til at være blevet en menneskeret, der fuldkommen overgår de andre i værdi: Folk er villige til at udsætte sig selv for de værste ydmygelser, hvis det bare giver dem lidt eksponering. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt om et nyt TV-Format og tænkt ”det får de aldrig nogen til at stille op i”, og jeg har taget fejl hver eneste gang.

Er folk blevet så ensomme at de vil gøre hvad som helst for at få lidt kontakt med andre mennesker? Når folk siger ”jeg føler mig lidt deprimeret” er det så voksenversionen af når børn klynker ”jeg har ondt i maven”? Mere et forsøg på at få et kram end at stille en medicinsk diagnose? Det ville jo være godt at vide, så man kan kaste sig om halsen på dem, inden de griber til mere desperate metoder og melder sig til noget reality på TV3, ELLER opretter en profil på Ekstra Bladets ”Nationen”.

KH Dorset.