Kære Dorset

 

Det ville jo være oplagt med en lille frisk aprilsnar – så det gider jeg ikke. For det er som om luften er gået ud af aprilsnaren. Den er nærmest blevet devalueret (som så meget andet) – efter min mening.

Da jeg var barn (hold da op, hvor man føler sig gammel, når man starter en sætning på den måde, så jeg prøver lige igen:) Da jeg var teenager (det var dengang vi kun kunne se DR og to svenske kanaler i tv), glædede jeg mig til tv-avisen 1. april. For de havde altid en aprilsnar. En god gennemarbejdet en af slagsen. Jeg husker fx Tyge Pedersen udklædt som langturschauffør, der påstod, at Amager var begyndt at hælde. Og så sad man der og gættede på, om det nu var DETTE indslag, der var fup. Men det var i monopolfjernsynets tid, så oplæseren (sikkert Steen Bostrup) skyndte sig at fortælle, at der var tale om en aprilsnar lige efter indslaget. For vi sku’ jo nødigt risikere en seer-storm (vist nok defineret ved, at 20 eller flere ringede ind samme aften og klagede.)

Men det var ligesom det. Det var APRILSNAREN i det offentlige rum. DR – datidens asociale medie.

I dag vælter aprilsnaren ind i en lidt strøm på Facebook og alle mulige andre kanaler. Og det er som om, den ikke bare gør det den 1. april. Der er dage, hvor jeg lige må tjekke kalenderen – specielt når DF eller Inger Støjberg pludselig kommer med en forrykt udtalelse. Eller som i går i tv-avisen, hvor det nærmest var som om Esben Lunde Larsen tog forskud på aprilsnaren, da han udtalte: ”Jeg beklager, hvis det nogen har en oplevelse af, at de ikke har fået de informationer, de sku’ ha’.” DEN lader vi lige stå lidt.

 

Og lidt til.

 

Nuvel.

Der er så meget andet, der er blevet devalueret. Dog ikke kronen, som den ellers tit gjorde, da jeg var dre.. – teenager. Kronen er låst fast til Euroen. Så kan den lære det – kan den.

Men butikkernes åbningstider er blevet devalueret. Som du selv konstaterede det med BILKA. Da jeg arbejdede i Brugsen, Fortunbyen (som teenager), havde vi åben 9-17.30 på hverdage -fredag dog til klokken 19. Og sjovt nok nåede alle deres indkøb. Og på en eller anden måde tror jeg, at folk gik lidt mere op i at få købt ind, fordi muligheden for at udskyde det hele tiden ikke eksisterede.

Dengang var det også muligt at lave en aftale om fx en biograftur. Det ku’ gøres i to sætninger:

”Har du lyst at ta’ med ind at se den nye James Bond på tirsdag. 7-forestillingen i Rialto 2?”

”Ja. Vi ses på Store Torv i Lyngby Storcenter 18.30”

Helt enkelt. Så var det en aftale.

I dag bliver beslutningerne trukket ud i det uendelige. ”Vi kan jo lige SMS’e, når vi kommer tættere på. Så kan vi beslutte, hvad vi skal se, og hvor vi skal mødes.” Og når man så kommer til selve dagen, modtager man en SMS med texten ”Jeg er desværre forhindret” eller den helt lamme ”Jeg magter det ikke”, den ultimative aflysning, som man jo bare overhovedet ikke kan stille noget op imod.

 

Nu er det jo ikke fordi, jeg vil have fastnettelefonen, de hvide og gule telefonbøger, HTs moppedreng af en køreplan (der udkom ved årsskiftet og var en ”den kan jeg ikke leve uden”) og den gamle lukkelov tilbage. Jeg påstår ikke ”alting var bedre i gamle dage.” Jeg konstaterer bare, at det i hvert fald var anderledes. Og måske værdsatte man bare nogle ting lidt mere – selv en aftale.

Jeg synes ikke, at jeg har fået mere livskvalitet, fordi jeg nu kan få friske jordbær året rundt. De smager jo stadig kun godt i juni/juli. De resterende 10 måneder er det lige så vandede som meget af det politikerævl, der kommer ud i æteren.

 

Kh

Bundsgaard

 

PS: Jeg fik 600,- for de to havestole.