Kære Bundsgaard.

Jeg havde halvt om halvt regnet med at vågne op til æresport, tubamusik og en hyldestdelegation fra det internationale brokkerforbund, for i går gjorde jeg det sgu:
Satte ny nordisk rekord i brok. Jeg vil gerne takke postvæsenet, kassedamerne, internetudbyderne og alle andre, der har gjort det muligt!

Hyldesten er udeblevet indtil videre, men internationale topbrokkere kan vel godt være gået helt i stå over den offentlige transport i Danmark og sidde i kø til noget telefonbrok et sted, så jeg venter tålmodigt.

Jeg satte rekorden ved at brokke mig over mig selv. Det ved jeg godt, jeg burde gøre på en jævnlig basis og der er garanteret mange, der vil hjælpe mig med inspiration, men det geniale i mit selvbrok i går var at det var ufrivilligt:

Jeg kom cyklende ned af Thorvaldsensvej indenom rækken af parkerede biler, og skulle passere en af de cyklister, der er meget bange for kantstenen, og derfor cykler utroligt centralt placeret, og da jeg så vil overhale ham er der en idiot, der har parkeret sin bil, så den holder helt op ad cykelstien, med begge hjul helt inde over den hvide linje, men midt i mit indre vris går det op for mig at det er min egen bil. Det er mig, der er idioten, og jeg kan endda huske at da jeg stillede den, tænkte jeg den holdt så fint, fordi den er stor og klodset og helst ikke skulle komme for langt ud på vejen. Men jeg kan jo ikke diskriminere på den måde og begynde at finde ret og rimelighed i de ting, jeg bliver irriteret over, bare fordi det er mig selv, der er skyld i dem, så jeg overvejer om jeg skal gå ned og sætte en seddel under vinduesviskeren hvor jeg forklarer mig, hvor stor en idiot, jeg er?

Men hvis jeg gør det, risikerer jeg jo at den internationale brokker-delegation kommer mens jeg er væk, lige som pakkepost plejer at gøre, og hvem skal så brokke sig over deres tubamusik?

KH Dorset.