Kære Dorset

Lad mig lige gribe fat i den der med skodrestauranterne. For du har fuldstændig ret.

Jeg kan godt li’ at spise på restaurant, og jeg bliver rasende, når jeg betaler i dyre domme for hundeæde. Eller hvis menukortet lover noget, køkkenet slet ikke han leve op til.

Min mor fortæller ofte i rosende vendinger om en eller anden buffet, og det ender gerne med at hun afslutningsvis konstaterer ”at det er da billigt.”

For hende er billigt=godt.

Jeg svarer så ”ja, det lyder billigt – hvis det er mere værd.”

Hvis jeg har haft en dårlig restaurantoplevelse, er jeg normalt faret i blækhuset på Tripadvisor eller Trustpilot. Og du har ret – igen. Det giver øjeblikkets sus, som var det narko, idet man skriver. Og så lige et xtra kick når man poster det på Facebook. Men man aner jo ikke, om det gør en forskel. Og en time efter er det væk i den massive nyhedsstrøm. Og det er glemt allerede efter bare 30 minutter, hvis Janni Pedersen pludselig sender live fra en pølsevogn i blæsevejr på TV2 NEWS.

Nuvel.

Jeg er stoppet med de anmeldelser; men siger i stedet min ærlige mening i hoved på tjeneren; men jeg ved ikke, om det virker.

I sommer var jeg en tur i Berlin. Første aften var vi trætte efter turen og orkede ikke at tage hele vejen til ” Zur letzten Instanz” for at indtage god hjemmelavet Tysk mad banket op fra bunden, så vi daskede bare lidt rundt i lokalområdet for at finde et sted at spise aftensmad. Valget faldt på et etablissement, som jeg lykkelig har glemt hvad hedder. Og det er også bedøvende ligegyldigt, hvad stedet hedder, for jeg skal aldrig besøge stedet igen – med mindre jeg har en håndgranat i lommen.

Jeg burde ha’ sagt mig selv, at det var et dårligt valg. For på facaden reklamerede de med både at være BAR, CAFÉ og RESTAURANT. Og steder og folk, der reklamerer med, at de da kan lidt af det hele er typisk bare jævnt dårlige til det hele.

En café, der også vil være bar og restaurant kan sjældent servere en ordentlig kop kaffe, og du kan være helt sikker på, at kagen ikke er hjemmebagt. En bar der også vil være café og restaurant er ikke en bar, for folk der går på bar gider bare ikke se på folk, der spiser. Og en restaurant der også vil være bar og café tiltrækker ikke en kok, der kan noget i et køkken. De har som oftest en eller anden, der kan kun lige formår at betjene en mikrobølgeovn og en frituregryde.

Så jeg burde ha’ set den komme.

Men vi var trætte, og jeg tænkte: Hvor svært kan det være at stege en Wienerschnitzel?

Svaret er: Svært nok – åbenbart.

Nåh – tænkepause.

Vi sætter os og bestiller (på engelsk) 2 x Wienerschnitzel til tjeneren, som ser ud til at stamme fra Indien eller måske Pakistan – jeg er jo ikke antropolog; men det er også lige meget.

Bestilling modtaget og wupti! Kort tid efter lander – det der ligner – 2 panerede lokumsbrætter på bordet. Med wienerdreng og det hele.

Men den er ikke smørstegt på pande, og det skal den være. Spørg selv Brødrene Price – og RIGELIGT med smør. Den er (ja, du har vel gættet det) friturestegt. Så vi må skrabe den kremerede panering af og spise os mætte i det selvdøde kød (jeg ku’ virkelig ikke definere, hvilket dyr, det kom fra) og garniture.

På et tidspunkt kommer tjeneren og spørger ”are you finish?” Jeg er tæt på at bruge den gamle traver ”no, Danish”; men svarer bare høfligt ”yes.” Det udløser det klassiske nåh-er-der-drikkepenge-i-udsigt spørgsmål ”How was your meal?”

Jeg var lige ved at svare fint; men så bed jeg mig i tungen (som faktisk smagte bedre end det kød, jeg lige havde indtaget), og jeg brokkede mig i stedet over, at Wienerschnitzelen var friturestegt. Nu ku’ tjeneren pludselig ikke tale engelsk mere og stod bare der med et jeg-forstår-ikke-hvad-du-siger udtryk i ansigtet. Så gentog jeg min klage på mit værste skoletysk. Og så sagde han noget med, at den faktisk var stegt på panden og derefter bare lige dyppet i frituren for at gøre den sprød. Det gjorde jeg så lige et par indvendinger imod, mens jeg kradsede i de ca. 500 gram panering, der stadig lå på min tallerken. Nu ku’ tjeneren pludselig ikke tale tysk.

Han trak bare på skuldrene og mumlede noget på pakistansk eller indisk, og her står MINE sprogfærdigheder af.

Nåh – tænkepause.

 

Jeg skal ud at banke en Skipperlabskovs op fra bunden – efter Brødrene Prices opskrift.

Jeg håber, jeg har smør nok.

 

Kh

Bundsgaard