Kære Dorset
Jeg ville ha’ skrevet i går; men så blev jeg ramt af en hel række uheldige omstændigheder (nej, jeg er ikke gravid i flertal). Det startede med vold og endte med et blåt øje.
Det startede med EN vold – nemlig volden rundt om Kastellet søndag aften. Min mand tvang mig ud at gå rundt på den – for man har jo godt af frisk luft. Og det har han ret i. Ingen har kunne overbevise mig om det modsatte. Og jeg må ha’ tænkt, at der ventede en belønning med Varme Hveder, når vi kom hjem. Men der var jeg så lige 1 ½ måned for tidlig på den. St. Bededag falder (igen på en fredag) og dette år den 12. maj. Så er DET på plads. Vi må også snart få arrangeret den Mortens Aften. For i år kræver – KRÆVER – vores blog (og i hvert fald Facebook) billeder af Waldorf & Statler, der spiser and.
Nåh – tænkepause.
Jeg var så træt, da vi kom hjem fra den vold (STOP VOLDEN tænkte jeg flere gange), det var blevet lidt sent, og så skulle jeg jo også lige skrive om dba (for man må jo skrive noget, når nu man (jeg) har (mis)brugt det mest af lørdagen til at spamme alt og alle på Facebook). Så vi bestilte pizza. Årets første pizza – bragt til døren. Og det medførte en lavine af uhensigtsmæssige omstændigheder – i hvert fald for mit vedkommende og sikkert også for en del andre mennesker.
På positivsiden gav ”hurtigmaten” – som fastfood hedder på norsk – mig faktisk de 60 minutter tilbage, der var blevet stjålet fra mig natten til søndag. MEN den indeholdt åbenbart så meget salt, at jeg lige så godt kunne ha’ svømmet tværs over Det Døde Hav med åben mund. Det resulterede i, at jeg måtte op og drikke så meget vand i starten af natten, at jeg på et tidspunkt var bange for, at Københavns Vandforsyning ville banke på med en henstilling om at holde lidt igen i form af en ”Der skal jo også være til os andre.”Ved 3-tiden følte jeg mig som om, jeg VAR madrassen i en vandseng uden dæmpning. Min krop var ved, at gøre mig søsyg. Herefter fulgte timer med kattesøvn (det der vist defineres som intervalsøvn). Jeg skulle op og tisse hver 20-30. Minut – og jeg tror da pokker.
Mandag morgen var det som om sengen bare holdt fast på mig. Det var Musicure i det uddøde musikformat quadrofoni. Og klokken var hen ad 11, før jeg ku’ frigøre mig fra installationen, som hører natten og middagsluren til – det som bliver manges dødsleje – sengen. Selv om jeg havde en 8 timers klippeopgave med noget korsang liggende for mig. Jeg klippede løs.
Men 16.45 måtte jeg afbryde pga. det der yoga, jeg går til. Og det er sådan noget Mindfulness Yoga, hvor man ”er i nuet”. Og det er faktisk ret ok. På et tidspunkt var jeg blevet krøllet ind i en stilling, som jeg desværre ikke husker hvad hedder. Jeg kalder den ”Den Gordiske Knude.” For der var øjeblikke, hvor jeg tænkte ”hvem ringer efter en låsesmed – eller i det mindste hende der Kluddermor fra min barndom?” Men det løste sig, og så skulle vi heldigvis bare ligge med et tæppe over os, mens klidmosteren chantede og splittede vores krop fra hinanden – i tankerne (heldigvis). Og det virkede – 3 ud af 9 faldt i søvn, og jeg var SÅ klar til at klippe det korsang færdig, da jeg kom hjem.
Men så var der også lige to folk, jeg skulle svare på dba.
Den første havde skrevet: ”Er prisen til forhandling?”
Jeg svarede: ”Nej.” Selv om jeg egentlig havde lyst til at gi’ hende en længere belæring om, at det ikke var Laurizt.com, som jeg havde annonceret på.
Den anden havde sendt en SMS:
Ingen af dem har svaret tilbage.
Nuvel.
Da det blev aften, kunne jeg bare ikke sove, så jeg tog en halv sovepille (dem ER jeg ellers stoppet med). Og jeg sov fantastisk. Ikke som i nat, hvor jeg drømte, at der gik ild i køkkenet, og pludselig var der et hav af håndværkere, som bare rev ned og byggede op. Ret opslidende at vågne op til.
Men tirsdag da jeg vågnede klokken 7, sagde min mand: ”Du ser lidt groggy ud, tror du stadig den halve pille sidder i kroppen?”
”Nej, nej” svarede jeg: ” Den skal bare lige skylles af med et brusebad,” hvorefter jeg gik direkte ind i døren. Resultat: Hovedpine og et blåt øje, som var jeg hustru til Peter Belli, Claus Borre eller Uffe Ellemann.
Og det ER bare så kikset at sige ”Jeg gik ind i en dør,” for det betyder jo nærmest, at man accepterer, at man har fået tæsk.
Det er lidt ligesom ham fotografen, jeg arbejdede sammen med. En dag mødte han op med et kæmpe sæbeøje. ”Jeg har fået en håndbold i hovedet!” – sagde han. Jeg prøvede at lukke øjnene for mig og se det – der kom ikke noget billede. Ham der fotografen, havde sgu aldrig nærmet sig noget, der minder om sport. Med mindre man kalder det en sportsgren at løbe fra Pingvinen i Bagsværd – måske fra en regning.
Så på spørgsmålet om MIT blå øje, svarer jeg: ”Min mand kan ikke li’ min pizza,” og så slår folk en skraldende latter op og tænker, ”han er jo bare gået ind i en dør.”
Kh
Bundsgaard