Kære Bundsgaard.

Jeg synes godt nok, du får udforsket det sådan semi-alternative. Musicure i flere varianter, og YOGA. Det sidste er på min lange liste over ting, jeg aldrig skal bruge og det første lyder som en form for hval-coverband. Jeg bliver præstationsangst, hvis noget forventes at få mig til at slappe af. Hvem har ikke følt smerten over at have svigtet en god kop kamille-thes hårde anstrengelser for at dysse en til ro. Men det lyder som et smart koncept med ”Musicure”: Hvis der står på coveret af en cd at musikken på den skal fremme en bestemt følelse hos lytteren, har man nok skabt de optimale omstændigheder for at den følelse opstår. Man kunne jo teste ved at udsende en cd med polkabaseret dødsmetal og påskriften ”vellyst”.

Nå, men det med yoga må jeg hellere forklare. Jeg kan mærke, du kræver det!
Jeg er sikker på at jeg ikke bare kunne have brug for det, men at min krop nærmest skriger på yoga. ”Chanter”, bør man vel så kalde det, den gør. Men altså: Jeg HADER når nogen instruerer mig. (”… Så jeg var en dårlig Hamlet”, ville stand-up joken vel lyde). Jeg kan ikke holde det ud!

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid hadet det. Måske fordi folk forklarer sig dårligt og gør det med så lille indsigt i at alle ikke tænker som dem, eller kan det samme som dem.

Og bare tanken om ”du skal strække lidt mere dér” eller ”benet skal være HELT lige” får mig til at vrisse ”hvis jeg kunne, ville jeg jo nok gøre det”, helt alene foran min computer, så fjernt fra et yogalokale, som man kan være.

Din indtræden i yogalivet gør mig lidt mindre modvillig overfor hele konceptet, men indtil da, virkede yoga for mig som en af de dér ting, hvor det er vigtigere at SIGE man gør det, end rent faktisk møde op. Mit lokale strøg, Falkoner Allé, har omsider fået renset næsten ud i de naive iværksættere, der troede på os, når vi påstod, vi ville leve sundt. Da jeg flyttede ind var der fyldt med salatsteder. Nu er de fleste lukket, og erstattet af kagepushere. Den sidste butik, der gav op, skiftede (med samme ejere) til at være dessertstedet ”Fontæne”, som har sloganet ”MASSER af chokolade”.

Nu er jeg jo hundelufter, (hvilket helt klart kommer til at fylde nogle blogindlæg), og hver gang, jeg går forbi, så sidder der kvinder i yogatøj derinde, gerne med deres (yoga-!) måtter på ryggen og skovler kage i gabene, optændt af ædel samtale. Jeg ved ikke om det var Trump, der gav det sidste dødsstød til tanken om at man gør, hvad man siger, man gør, men for mig er det fascinerende når mennesker går omkring i træningstøj alle vegne, også når de på ingen måde har trænet. Tendensen toppede da jeg så to kvinder i leggings og med yogamåtter på ryg træde ind i Kvickly, efter at have indkøbt en ”Latte to go” så de kunne nyde indkøbsturen på passende vis. Og det var ikke fordi indkøbsturen var en del af en længere kaffesnak. Det var Kvicklys egen kaffe, de skulle slubre, mens de så om gouda i skiver var et bedre tilbud end Riberhus’ den mellemlagrede.

Så jeg overvejer bare om hele snakken om at skulle ”Brande” sig selv har skabt en generation af mennesker, der bare vælger, hvad de godt kunne tænke sig at være, og bare beslutter at de dyrker masser af motion, kun ser DR2 og udelukkende køber økologisk. Det er som om liberalismen har taget pral til et helt nyt niveau. Som om at man også skal sælge sig selv, TIL sig selv, i stedet for ind imellem at indrømme, man har et stort og varieret sortiment af fejl.

Hvor kunne det være dejligt, hvis flere stod frem og sagde ”Jeg er en helt almindelig synder” i stedet for at vi dyrkede vores lutheranske fix og påstod at vi knoklede med træning i tide og utide. Ja, det er da dejligt, når folk nyder motion. Det har jeg da selv prøvet, mindst to gange i mit liv, men hvorfor kan vi ikke indrømme, når vi er dovne. Det ville være bedre end yoga for sjælen.