Bureakratisk gevækst

Kære Bundsgaard.

Du har som altid ret. Når jeg hører folk tale om “personlig vækst”, så tænker jeg altid at de har taget på. De er i hvert fald ikke taget på engelsk-kursus.

På samme måde forveksler jeg tit “vækste” med “vædske”, og det er da også synonymer på den måde at de, der siger “vækste” lukker klamme kropsvæsker ud, omend verbalt.

Udover at de rent banale sandheder om “væksten”, som at liberalismen er ved at slå kloden ihjel, så er kravet om vækst bare så fantasiløst. At drive et firma og som det eneste håbe på, det året efter skal være LIDT større og at alt hvad man laver i løbet af det år, skal måles på om man tjener LIDT mere, gør jo vækstfolk til de sidste, man gider sidde ved siden af ved et middagsselskab.

Hvad skete der med muligheden for at lave et produkt lidt bedre, og tænke at selvom det blev lidt dyrere, så holdt det måske fremtidige kunder loyale? Eller at man hyrede en person til bare at gå omkring og skabe god stemning. Sådan en, alle kunne lide, der var på vagt overfor stress og dårlig stemning og tilbød at hjælpe med alt hvad hun eller han nu kunne? I stedet for at hyre en pissedyr konsulent til at misforstå arbejdsprocessen og afskedige tilfældige for at “stramme op”, som det kaldes når man skaber frygt i en hel organisation.

Jeg optrådte for et stort, anerkendt konsulentfirma for nogle måneder siden. De lever af at komme ud til et firma og HELT (det er vist et krav) uden at fatte, hvad firmaet laver, så forklare hvordan de kan strømline, rationalisere, afskedige, skære ind, skære ned, så firmaet virkelig kan være effektive.

Det viste sig så at for at jeg kunne få mit honorar skulle jeg udfylde en seks-siders kontrakt, med tusind felter, der ikke giver mening for en gøgler, der bare har sagt nogle jokes til en fredagsbar og ISÆR ikke for en som mig, der ikke er et firma. Det tog tyve mails frem og tilbage for at få opklaret, hvad jeg skulle skrive og ikke skrive, og formkravene var så absurde at det virkede som om en numerolog havde genskrevet et haikudigt.

Og det er dem, man ringer til, når man virkelig vil “vækste”. Det er sgu en skræmmende verden, men det gode ved at optræde med stand-up for konsulenter er at det er de eneste, der ikke kan sige “det er sgu en god timeløn”, når man er færdig.

KH Dorset.