Kære Dorset
Jeg har været lidt fraværende, og det er sikkert fordi, jeg har besøgt Manna. Min mors kusine, der er svært dement, bor nu på plejehjem (og HEY der mødte jeg sgu lige Keld & Hilda) og jeg tror efterhånden, at det smitter lidt. Demensen altså. Men hvem ved måske smitter Keld & Hilda også, og det er nok ikke det farligste. For de to ER bare pissesøde. Det er ikke noget, “de lader som om.” De besøgte mig på hospitalet efter blodprop #2. Jeg var desværre ikke der, da de kom, fordi min søde tvillingsøster havde sendt sin mand – direktøren – ud at hente mig, så jeg kunne få lidt kost med fiber (alt hospitalsføde bliver tilsyneladende blendet). Men der lå en kæmpe æske chokolade på sygesengen med en sød hilsen, da jeg kom tilbage. Og det VAR dem, der havde været det. Ikke noget pis. Jeg ved det, fordi der var en vildt sur sygeplejerske der sagde: “Nu skal du ikke tror DU er noget, bare fordi du får besøg af kendte mennesker.”Jeg husker ikke sygeplejerskens navn; men det forekommer mig, at der stod Treblinka på hendes navneskilt.
Det var hyggeligt i går, og selv om de klidboller, du havde med var en kende tørre, så kan man jo ikke tage fra dem, at de er dehydrerende. Min ayeruvediske Læge fra Sri Lanka er meget oprørt.
Jeg ligger med 38,6 i feber; men vælger at tage ja-hatten på – for nu sparer jeg da på opvarmning af lejligheden.
Nuvel.
Mht. indkøb er jeg også ret vild med IRMA; men for mit vedkommende, satte Mette Frederiksen en stopper for det show, da hun ændrede fleksjobordningen.
Jeg shopper en del i Aldi (jeg kalder det Aldy, fordi det lyder finere).
Og det fede ved det er, at det så faktisk føles som at gå i IRMA, når jeg køber ind i Netto (Brøleaben fra NA vil elske det udsagn – og han vil elske mig, hvis jeg fortalte, at jeg faktisk selv bager – så det undlader jeg at fortælle).
Der er en anden fordel ved Aldy.
Jeg træner i Aarhusgade og tager først bad, når jeg kommer hjem. Ikke fordi jeg er genert eller skammer mig over min krop (hvilket mange ville mene, at jeg nok burde). Næhe jeg sveder – KAMPsveder. Så jeg må sgu lige køle lidt af i 30 minutters tid. Og så er det lige, at jeg jo lissom godt kan købe ind på vejen hjem fra romaskinen.
Går jeg ad Strandboulevarden er det IRMA. De stressede cafe-latte-spelt-jeg-ser-ikke-mine-børn-i-øjnene mødre kikker med væmmelse på mig, fordi jeg er svedig. Eller måske er det fordi, jeg minder dem om endnu et punkt på deres ”to-do-list”, de ikke har fået sat flueben ved?
Den anden vej fra træning går via Østbanegade. Den er kedeligere og der er temmelig mege hundelort – specielt lige der ved brandstationen.
Men dér ligger Aldy.
Og det fede er, at ingen INGEN kikker skævt til mig, når jeg kommer der transvedende. For der er jo altid de andre.
De andre, som fx Grønlænderen der lige kaster op ved spotvarerne, ham i ”Hus Forbi”-jakken der lige skal ha’ 6 Bjørnebryg med ”hjem” efter en lang arbejdsdag (som selvfølgelig finder sted på den anden side – IRMA på Strandboulevarden. For folk der handler i Aldi gi’r ikke penge til hjemløse) og så selvfølgelig en der hedder Børge, som (igen) har ”glemt” sin pung.
Nåh – tænkepause.
DER står jeg så – i Aldy. Stinkende af sved, og ingen kikker skævt til mig.
De andre accepterer mig.
Jeg anerkender dem.
For vi er alle mennesker.
Mine varer kører ned ad båndet.
Det er min tur.
Jeg betaler ved #1
Det skal vi alle
Kh
Hans
PS: Jonas Schmidt bor i min opgang. Måske har han et par håndvåben fra PIS, der kan gøre cello-spilleren tavs. Her tænker jeg selvfølgelig ikke decideret aflivning; et par målrettede skud i knæskallerne, kan vel gøre det